torsdag den 4. juli 2013

Svømmehal

I dag har vi tilbragt dagen i Aabenraa. For 7 år siden mødte min mand og jeg hinanden på et middelaldermarked i Aabenraa, så når vi nu endelig var hernede, så skulle vi da lige besøge stedet, hvor eventyret begyndte. Da vi gik på græsset, kom alle minderne op igen, og vi kunne huske næsten hver detalje af de tre dage. Vi fik også taget et familie billede af os alle sammen. Lidt symbolsk må tingene jo gerne være <3

Bagefter gik vi en tur i gågaden, hvor vi fandt et hyggeligt lille kebab sted. Der fik vi en durum hver, og jeg fik også ammet Caroline. Jeg havde ikke rigtig så mange muligheder for at gå væk, så jeg endte på en stol midt på gågaden :-) det virkede heller ikke til at være et problem.

Bagefter tog vi i svømmehal, hvilket begge børn nød. De pjaskede og hyggede sig, og begge fik grineanfald flere gange. Efter en lille time blev Caroline tørstig, så jeg spurgte en livredder om jeg måtte sætte mig hen i et hjørne og amme hende. Svaret var: "Ja, du behøver heller ikke gemme dig væk. Vi er ikke så sippede her. Sæt dig bare hvor du vil, bare ikke i vandet". Det var virkelig en god behandling vi fik der, så den svømmehal kan jeg godt anbefale. Vi måtte dog ikke taget billeder derinde (hvilket jeg godt kan forstå), så jeg har ingen ammebilleder derfra.

Til sidst tog vi en tur ned over grænsen, til scandinavian park. Det er et stort indkøbscenter, hvor man kan købe billig slik, sprut og sodavand (primært). Der blev lillepigen også trængende, så jeg satte mig ud i forhallen på en af de stole, der hørte til burger king. Det eneste jeg lagde mærke til der, var en kvinde, som smilte til mig.

Alt i alt har det været en rigtig god dag. Dagen sluttede med film i forteltet mens Chr sov og Caroline kravlede på gulvet. Der holdt jeg åben bar, fordi jeg jo var inde i vores telt. Så hvis folk ikke ville se på det, så kunne de lade være med at glo ind af vores vinduer :-) det kommer der billede af, fordi jeg antager at læseren, der frivilligt har klikket sig herind, ikke er sart :-P

mandag den 1. juli 2013

Dybbøl banke

I dag gik turen endelig til Dybbøl banke.og Als. Jeg har simpelthen glædet mig så meget til det besøg, fordi jeg kan så godt lide historien. Jeg synes det er så spændende at høre om 1800tallet. Jeg ved ikke om jeg har været der før, for hvis jeg har, så har jeg været så lille at jeg ikke kan huske det.

Det var helt fantastisk at se og høre om slaget ved Dybbøl. De fortalte levende om alle slagets detaljer, og vi fik set gevær og kanoner til knægtens store glæde.

Da Caroline blev sulten, så spurgte jeg en af de arbejdende om hvor jeg måtte amme. Hun undrede sig lidt og sagde at der var bænke indenfor. Så det virkede heldigvis ikke som om det var et problem at jeg ville amme :-) vi gik ind i en udstilling med borde og stole, så drengene kunne have noget at se på imens.

Da vi var færdige tog vi ind til Sønderborg på Als, hvor vi havde googlet os frem til en Jensens. Heller ikke her var amningen et problem, men det plejer den heller ikke at være i den restaurant kæde.

Billederne er fra Dybbøl banke :-)

Sommerferie

Så er vi endelig kommet på sommerferie :-) denne gang har vi valgt at tage til Sønderjylland, hvor vi overnatter i campingvogn i 14 dage.

Vi kom herned i går (jeg skriver i går selv om der nok er gået nogle dage, før indlægget er uploadet), og jeg afmærkede mit territorium ved at amme midt på vores plads, hvor vognen skulle stå. Så vidste folk at her bliver der vist bryster! Desværre var der ingen, som så det...
Jeg vil dog antage at når det er en familievenlig campingplads, så burde man måtte amme.

Da vognen kom op, så foregik resten af amningen i forteltet og inde i sengen. Ligesom vi spiser i forteltet og slapper af i sengen.

torsdag den 20. juni 2013

Fisketorvet igen

Vi har igen været på Fisketorvet, og denne gang fik jeg billeder fra det lille rum inderst i amme-/puslerummet.

Først var vi dog på en udemærket restaurant, som vi besøger hver gang vi er der. Den hedder Panorama, og den har en stor og billig buffet. Her blev vi placeret lige ved indgangen, så vi kunne se vognen, som skulle strå udenfor. Det passede os fint, for der var masser af plads og det var tæt på maden :-) jeg valgte at amme Caroline, og selv om tjenerne gik forbi flere gange, fik jeg hverken en kommentar eller et blik, som kunne indikere en holdning til amningen.

I ammerummet var vi først alene, så jeg gjorde mig det behageligt. Der kom så flere ind, og den ene mor fik sig et grin da hun så mig :-) jeg havde ikke opdaget hun kom, så jeg slængede mig i sofaen med patten fremme og Caroline, der gik og undersøgte ting. Det var dejlig behageligt, men ikke en stilling jeg vil smide mig i, når der er andre. Og især ikke på en cafe eller et andet sted i offentligheden. Jeg tror dog ikke at moren blev stødt af den måde jeg lå på :-) bedøm selv på billederne :-)

tirsdag den 18. juni 2013

City 2

I dag var vi i city 2 for at shoppe og hygge os. Vi gik rundt i et par timer, og fik set en masse legetøj, tøj og ting. Der er også en dejlig legeplads, som knægten kunne lege på, og den tilbragte vi også en masse tid på.

Centeret er bygget op af tre etager, og deres pusle-/ammerum ligger nede på nederste etage. Her er der to pusleborde, lidt legetøj, toilet til både store og små, og nogle lænestole med borde og magasiner. Vi var derinde og kigge og bruge toilettet, men jeg ammede der ikke. Det passede ikke med hendes spisetid, da vi var der nede.

I stedet ammede jeg flere steder i centeret. Først midt på legepladsen, hvor min store knægt opholdt sig. Så på sunset, mens vi spiste. Og til sidst på en bænk. Der til sidst, der kom en vagt gående forbi, men da han ikke sagde noget, må jeg antage at det var ok. Jeg spurgte i hvert fald ikke om lov.

Billederne er taget af ammerummet og det sidste sted jeg ammede.

mandag den 17. juni 2013

Amme demo

I dag var Caroline og jeg til demonstration på rådhuspladsen i København. Vi var mødt op sammen med en masse andre mødre, fædre, gravide, store og små. Det var bare en sag, som jeg ville støtte, så derfor tog vi den lange vej fra Bjerringbro i lørdags. Så kunne vi jo samtidig besøge min mor og min veninde, som jeg slæbte med til demo.

Vi kom derind lidt over 15, så der var helt fyldt op med barnevogne og folk på hele pladsen. Vi valgte at gå ind i midten og sidde, og jeg fik så ammet Caroline. Da hun ikke gad mere gik vi lidt rundt og hilste på nogle søde damer inde fra et forum ved navn slyngebarn. Lige pludselig blev klokken så 16 og så skulle vi videre. Selve demonstrationen varede nemlig kun en time.

Jeg er simpelthen så glad og stolt over at så mange har valgt at støtte op om det her. Det er så vigtigt at vi får sat fokus på vores børns ret til mad og tryghed i offentligheden. Det er jo også derfor jeg skriver herinde :-) hvis vi ikke kæmper den kamp nu, så skal vores børn til at amme deres børn i skjul og så skal de til at kæmpe kampen. Og det vil jeg ikke byde dem. Jeg ønsker at mit barn skal leve op i en tryg og fri verden, hvor barnets behov vægter højere end en voksens ønske. For behovet for mad og tryghed er netop et behov. Uden det kan barnet ikke leve. Men den voksne der ikke vil se på det, den kan sagtens leve alligevel. Og den voksne kan gå eller kigge væk. Det kan barnet ikke.

Til slut kommer der lidt billeder fra i dag :-) der er også et lille bevis på, at jeg ikke kan komme til København, uden at tage i Disney store. Men det er en anden historie :-)

lørdag den 15. juni 2013

Bonbon-land

I dag var vi i bonbon-land, hvilket var en ret god oplevelse. Vi har været der før og jeg ved at der er et amme-/puslerum. Det fik vi dog ikke brugt i dag. I stedet ammede jeg der hvor vi nu var. Vi var kommet sent derind, så vi skulle jo prøve en masse. Derfor var der ikke lige tid til at sidde ned :-)

I stedet blev hun ammet i slynge. Det er en fantastisk opfindelse, som giver moren hænderne fri og baby tryghed. Vi kan ikke rigtig klare os uden på de her ture.