torsdag den 31. oktober 2013

Brænde kalorier

Jeg så den her på Facebook den anden dag. Den er egentlig meget sjov, og den passer. Man brænder virkelig mange kalorier ved at amme. Problemet er at ikke alle taber sig. Jeg selv vejer det samme nu over et år efter,  som jeg gjorde da jeg havde født. Og det er ikke fordi jeg lever af slik og kage. Min krop har nok bare tænkt at den skal beholde fedtet, så jeg har noget at stå imod med.

Man anbefaler at den ammende mor ikke går på kur mens hun ammer. For alle giftstoffer fra kroppen bliver lagret i fedtet, og når der ikke er mere fedt, så går giftstofferne ud i mælken. Men hvis man spiser normalt og sundt, så kan man ikke gøre det bedre :-)

søndag den 27. oktober 2013

Endnu en fordel...

Jeg ligger i sengen med min sovende baby ved siden af mig. Hun er simpelthen så dejlig at se på. Desværre tør jeg ikke tage billede med blitz, fordi jeg er bange for at vække hende, men tro mig, hun er skøn. Hun ligger helt fredfyldt og trækker vejret.
For et øjeblik siden vendte hun sig imod mig og suttede, og da hun var færdig vendte hun sig væk igen. Dette fortsætter med jævne mellemrum gennem hele natten. Hvor tit ved jeg ikke, for jeg sover. Jeg opdager ikke hun kobler sig på. En gang imellem vågner jeg lige op og vender os begge om på den anden side. Det er ikke en ting jeg ænser. Det sker bare.
På den måde har vi ikke haft alle de søvn problemer mange snakker om. Da Caroline har sovet ved min side siden hun blev født, så har vi vænnet os til hinandens soverytme. Det synes jeg godt nok er smart!

onsdag den 23. oktober 2013

Jeg blev provokeret i dag

Der kørte en debat på "Vores børn" Facebook siden om amning. De mennesker, der skriver derinde er for det meste ikke særligt rummelige, og det galt især for denne tråd. Amning i det offentlige rum er åbenbart ulækkert og folk gider ikke se på bare bryster mens de spiser. Som om man som ammende kvinde smider brysterne op på bordet så alle kan få et kig ??? Ej vel? De fleste jeg kender til er altså ligeså uinteresseret i at naboen skal se ens bryster, som naboen er i at kigge på dem. Det handler jo bare om mad til en baby.
Men til de mennesker, der ikke fatter det, har jeg lavet et billede:

tirsdag den 22. oktober 2013

2 år siden...

I dag er det præcis 2 år siden jeg sidst har haft menstruation. Det er godt nok ikke et emne,  der bliver snakket så meget om, men det er en af glæderne ved at amme længe. Hvis man er heldig. Jeg har både hørt om kvinder, der har fået mens 8 uger efter de har født, men også om kvinder, der først har fået det når de er holdt op med at amme. Jeg tror jeg er en af de sidste :-)

En af de andre gode ting ved det er, at det er en naturlig prævention. Så længe jeg ikke har mens, kan jeg ikke blive gravid. Eller dvs. det kan man jo 14 dage før den første mens. Det er jo meget rart, når man som os, ikke skal have flere børn.

Pointen med dette indlæg er nok at fortælle, at der er andre fordele ved at amme. Man skal ikke planlægge efter dette, men det er en fantastisk ting at tage med. Og så sparer man en masse penge på bind :-)

søndag den 20. oktober 2013

Væk i 32 timer

Fredag morgen kørte min mand og jeg på vores årlige tur til Hamborg. Årlige fordi vi gjorde det sidste år og vil gerne afsted næste år igen :-) Vi skulle ned og se en koncert med Poets of the Fall, et band vi har elsket i 8 år. Caroline og Chr skulle passes af farmor og farfar.

Det gik fint med at kommer afsted om morgenen. Vi afleverede ungerne i en næsten tom børnehave og farmor og farfar skulle så hente dem igen. Det gjorde de også. Jeg ved ikke hvordan dagen er gået, men som man siger; intet nyt er godt nyt. Om aftenen derimod gik det ikke så godt. Caroline faldt i søvn og efter halvanden time vågnede hun. Så måtte farmor gå rundt og trøste, og sådan varede hele natten. Chr havde mareridt, så han sov også nede i farmors seng. Dagen efter var begge børn helt som de plejer, glade og aktive.

Min mælk løb til i løbet af eftermiddagen, og om aftenen gjorde det bare ondt! Heldigvis kunne jeg ignorere smerten under koncerten, men bagefter havde jeg ondt. Om natten begynde det at løbe, så jeg vågnede op i to store mælkepletter. Jeg vil nødig se den rengøringsassistent i øjnene, der skal skifte sengetøjet. Jeg prøvede at malke ud, men nej. Så jeg havde to store kanonkugler, da vi endelig kom hjem.

Det første jeg gjorde var at lægge hende til, og hun hyggede. Stort smil og så bare suge og drikke <3

Alt i alt var det en fantastisk tur og vi gør det helt sikkert igen til næste år. Er spændt på om jeg også ammer til den tid.